Sejlads på Saône au Rhin - kanalen

Besancon

 

Besancon lørdag 16. juli 2016

Efter nogle fine dage i Auxonne sejlede vi til St. Jean de Losne, en lille tur på 3 timer og 1 slusning. Samme dag fik vi serviceret vor hjælpemotor hos firmaet Blanchard. St. Jean de Losne er Frankrigs største flodhavn, hvor 100-vis af både overvintrer hvert år. Selve byen er ikke videre interessant, så da vi også har været her tidligere valgte vi allerede næste dag at påbegynde vor sejlads på Rhone au Rhin- også kaldet Doubs-kanalen. Sidste år sejlede vi det første stykke til Dole og vor plan var, måske ikke at sejle helt til Rhinen inden vi ville vende om, men dog et pænt stykke ind. I første sluse ved indsejlingen til kanalen fik vi imidlertid at vide, at kanalen var lukket pga et jord/bjergskred ca 100 km fremme, så vi valgte at sejle så langt, det var muligt.


Vi gjorde et 3 dages stop i Dole hos bådudlejningsfirmaet Nichols, hvor man ligger flot lige neden for domkirken. Her er stadig ikke internet, så det er fint, at vi kan benytte byens bibliotek. Vi nåede at spise på en af de små hyggelige restauranter, var lidt på udsalg, fik cyklet lidt og ellers købt madvarer til næste del af sejlturen. Indtil Dole sejler vi på en ren kanal, men derefter skifter vi med at sejle på floden Doubs og kanalafsnit. Det er en meget flot sejltur, der er kun ganske få anlægssteder mellem Dole og næste store by Besancon. Vi var heldige at få 1 af 4 pladser i en lille by Ranchot efter 20 km, det eneste sted på strækningen, hvor der er el. Her var også en lille bagerbutik, der også fungerede som byens købmand. Næste dag sejlede vi videre, undervejs sejlede vi gennem den lille Thoraise Tunnel, hvor den danske arkitekt Jeppe Hein sammen med en lokal arkitekt har skabt en interaktiv happening, en blanding af lys og vand. Vi sejlede ad smalle kanalstrækninger, men ellers på floden med udsigt til Jurabjergene. Vi passerede Besancon sidst på eftermiddagen. Her sejlede vi via en sluse gennem en tunnel på 104 m, der løber under byens gamle fæstning. Vi fortsatte endnu 20 km til den Lille by Deluz, der har en kanalhavn med plads til 30 både. Det var sidste havn før spærringen. Vi var sluset op 31 gange, ialt ca 75 m op, 2 steder af dobbeltsluser(2 x 3 m), hvor man sejler fra den ene sluse ind i den næste.

Vi blev 2 dage i Deluz og cyklede en lille tur i området. Det var heldigt, at vi havde købt godt ind med madvarer, byens eneste spisested var lukket om søndagen og byens bager, havde drejet nøglen om, vi kunne dog købe en is i det helt nye havnekontor, hvor der også var fine badeforhold, men heller ikke her var internet.


Mandag vendte vi så om og sejlede de 20 km tilbage til Besancon. Besancon er en gammel romerby, der først var besat af barbarerne og derefter helt frem til det 17. århundrede af spaniere, hvorefter den blev en fri, fransk, velhavende by. Det ses overalt på gamle flotte bygninger, hvoraf de fleste er restaurerede. Borgen ligger 118 m over byen. Bykernen er omringet af floden Doubs, hvoraf den sidste del er tunnellen under borgen. Der er en gammel havn, Saint Paul til mindre både samt en ny til større både Cite des Arts, hvor vi ligger, her er fin kajplads med plads til ca 20 både med el og vand, men ikke internet, vi må bruge en lille restaurant i forbindelse med byens 3 år gamle musikkonservatorium, når den ellers har åbent eller finde net i byens indkøbsarkade. Byen er hyggelig med mange butikker og spisesteder, en markedshal samt 3 dage om ugen udendørs marked, der er 2 sporvognslinier, hvor der ligger et stort indkøbscenter ved den ene endestation. Byen har et af Frankrigs ældste og rigeste kunst- og arkæologisk museum, det ville vi gerne besøge, men desværre er det lukket for renovering og ombygning de næste 2 år. Vi vil tilbringe en uge i byen inden vi mandag sejler videre tilbage og sydpå ad Saone.
Torsdag, 14. juli oplevede vi et af de flotteste fyrværkerier, vi har set sammen med tusindvis af mennesker. Vi stod på en af byens broer og kunne følge fyrværkeriet, der blev affyret fra et højdepunkt ved siden af floden.

| Svar

Nyeste kommentarer

06.08 | 12:18

Dejligt at I endelig er på farten igen.

23.07 | 17:22

Kære begge
Sikke en herlig tur. Fuld af arbejde og gode oplevelser. Det må være skønt at komme tilbage og tilmed møde gamle venner.

23.07 | 15:07

Forsat god tur

21.06 | 18:24

Ser hyggeligt ud 🍷😎
Kh Susanne