I havnen i Corre

 

Mandag 9. maj påbegyndte vi bilturen mod Frankrig. Efter 2 overnatninger undervejs nåede vi frem til båden i Corre den 11. maj. Alt så ud som da vi forlod den i eftersommeren 2015. Vejrliget havde dog medført, at der skulle foretages lidt små malerereparationer, en stålbåd får jo lidt rustpletter af og til, så det var forventet. Allerede ved årsskiftet havde vi booket et slotsophold på Domaine de Villeray ved Condeau i Normandiet, 4 1/2 times kørsel fra Corre - en fælles fødselsdagsgave, så her kørte vi til 1. pinsedag på Boes fødselsdag. Vi havde et dejligt ophold med lækker mad i hyggelige omgivelser. Vi kørte småture i området, men ellers slappede vi af og nød det gode vejr.

Efter slotsopholdet kørte vi tilbage til båden. Her har vi så brugt tiden til at få båden shinet op og ellers hygget og slappet af. Vi har mødt danskerne Marianne og Svend Erik fra Hurup, der tager et stop her med deres båd Bigger Boots, idet de kører tilbage til Danmark nu for at vende tilbage om et par måneder for at sejle sydpå. Vi har sammen nydt den gode franske vin og ellers udvekslet sejleroplevelser mm.

Vejret har været blandet, vi har haft solrige dage med temperaturer over 25 grader og har kunnet sidde ude på agterdækket til kl. 23, andre dage har været med byger og også torden og senest har vi haft et par dage med intensiv regn, døgnet rundt. I dag er det tørvejr, så da bliver vi færdige med det sidste udendørsarbejde på båden. Vor plan var egentlig at sejle herfra efter weekenden, hvor vejrudsigten ser pæn ud, men her til morgen er der kommet en melding, der måske betyder, at vi må udsætte afsejlingen. Den megen regn har betydet, at der er forhøjet vandstand og megen strøm i Petite Saone, og det sidste døgn er vandstanden steget mere end 1 1/2 meter, det umuliggør passage under broer og gennem de 2 tunneller, så der er blevet lukket for al sejlads ind til videre. Vi tager det roligt, da vi jo ligger godt her, vi har bilen til at køre rundt i, vi har TV og internet, så vi lider ingen nød.

 

| Svar

Nyeste kommentarer

06.08 | 12:18

Dejligt at I endelig er på farten igen.

23.07 | 17:22

Kære begge
Sikke en herlig tur. Fuld af arbejde og gode oplevelser. Det må være skønt at komme tilbage og tilmed møde gamle venner.

23.07 | 15:07

Forsat god tur

21.06 | 18:24

Ser hyggeligt ud 🍷😎
Kh Susanne