Det sydvestligste USA i lejet bil

DET SYDVESTLIGE USA på 3 uger!

21 dage i januar 2013. 5750 km.

21 dage med solskin!

Temperaturer mellem 25 grader ved Californiens vestkyst til minus 30 grader i Bryce Canyon Nationalpark.

Hotelovernatninger til en gennemsnitspris af 450 kr. for 2 med morgenmad. Dyreste sted midt i Navajo-indianerreservatet i Kayenta, meget flot!, billigste på luksushotel i Las Vegas, Harrah´s på The Strip 200 kr.! Alle steder fine værelser med 2 store senge.

Vi kører i staterne Californien, Arizona, Utah og Nevada.

Vi har taget mere end 3000 billeder, ca. 100 af disse findes på hjemmesiden.

Mættet af indtryk:

San Diego, her slutter vor krydstogt og starter vor tur, men vi gemmer byen til slutningen af turen

Palm Springs, oaseby, omgivet af bjerge på alle sider og 1000-vis af palmer, her holder de rige fra Los Angeles ferie.

Joshua Tree Nationalpark, 2200 km² grå ørkenjord med 1000-vis af Joshua-træer samt sjældne kaktus og glatte, sandskurede granitklipper. Fantastisk flot!

Mohave Ørkenen, her er stort set ingen beplantning, og vi kører 160 km uden et eneste hus, kun bjerge og grå ørkenjord.

Lake Havasu City, en lille by ved Coloradofloden midt i ørkenen, men kendt fordi englænderen Robert MCCulloch i 1962 køber granitbroen London Bridge, der ikke længere kan klare den øgede trafik i London. Han får den fragtet hertil i flere stykker og genopbygget som en pyramide i ørkenen, hvorefter der graves ud til en 1,6 km lang kanal, der forbindes med Lake Havasu, en del af Coloradofloden.

Grand Canyon i Arizona er lige så imponerende, som man har forestillet sig, men svær at beskrive for andre, her må billederne tale. Vi når et første kig på parken sidst på eftermiddagen med solnedgangens farve  og skyggespil, og næste dag starter vi med at se en meget flot og beskrivende film i 3D, inden vi bruger hele dagen i nationalparken, dels i parkens gratis busser til de områder, hvor der ikke må køre privatbiler og dels i vor egen bil til andre områder af parken.

Kayenta, grå og trist ørkenby midt i Navajo-indianerreservatet, men vi bor på lækkert hotel, hvor spisesal m.m. er indrettet og udsmykket med indianerting. Vi besøger naturligvis også Monument Valley Nationalpark lige ved siden af, hvor røde klipper står som totempæle, lodret i vejret fra den flade ørkenjord. Her er optaget mange cowboyfilm – imponerende!

Næste dag går turen til Utah med en meget flot vej gennem klippeformationer, ørkenområder m.m., vi ser bl.a. et meget flot fort med fine ”nybyggervogne” m.m. og frokosten bliver indtaget ved Hole ´n The Rock, hvor danskeren Albert Christensen i 1945 byggede sit 400 m² store hjem som en hule i en rød sandstensklippe. Vi overnatter i Moab og besøger her Arches Nationalpark, der er præget af mange buer eller åbninger i de røde klipper. Der er registreret over 2200. Turen rundt i parken er flot og imponerende.

Næste dag gør vi ophold i Capital Reef Nationalpark, der har navn efter en 160 km lang bjergvæg. Også denne nationalpark er imponerende. Vi når frem til Bryce Canyon hen på eftermiddagen. Da der er varslet snestorm beslutter vi at blive her to dage. Snestormen kommer om natten, og da der er ryddet sne ved middagstid aflægger vi parken et besøg. Vi får en fantastisk oplevelse, selv om det er koldt, minus 30 grader. Kombinationen af sol, sne, frostklar luft og det fantastiske landskab lader sig svært beskrive, vi er meget imponerede.

Turen fra Bryce Canyon går gennem Red Canyon, fortsat guf for øjet, og efter en tur ad snedækkede veje via et bjergpas og forbi et skisportsområde, når vi frem til Zion Nationalpark. Her kører man i bunden af dalen og ser de imponerende og flotte klippeformationer nede fra og op, ikke mindre overvældende.

Vi kører nu ind i Nevada. Vi har booket hotelværelse i Las Vegas via hotels.com. Vi bor på Harrah´s lige på The Strip, et meget flot kasinohotel og simpelthen lige i centrum af det hele. Vi har tidligere besøgt Atlantic City, syd for New York, der var vi imponerede, men Las Vegas overgår dette mange gange! Det er ubeskriveligt, hvordan de rigtig mange kasinoer er bygget op og indrettet efter forskellige koncepter, samt hvor mange mennesker, der spiller i kasinoerne hele døgnet.

Efter to døgn i Las Vegas fortsætter vi nordpå gennem Death Valley Nationalpark, USA´s varmeste punkt - om sommeren op til 55 grader, vi har ca. 20 grader i januar måned. Også USA´s laveste punkt, Badwater, 86 meter under havets overflade, findes her. Det meste er en udtørret saltsø. Klippeformationerne omkring søen er fantastisk flotte. Specielt en rute, kun for personbiler – the Artists Palette – var super flot.  Vi fortsætter nordpå til en lille by Lone Pine med den hensigt at køre via en bjergvej gennem Sierra Nevada til Yosemite Nationalpark.

Da vi får at vide, at bjergvejene er lukkede pga. sne, kører vi ad en lille lokal ”scenic route”  syd om Sierra Nevada. Det bliver en meget flot tur. Vi kommer derefter gennem Californiens/USA´s spisekammer San Joaquin-dalen. Her er på fuldstændig flade marker frugtplantager og vinmarker så langt øjet rækker, ubeskriveligt! Vi overnatter på motel i en lille by, Chowcilla inden vi næste dag kører til Yosemite Nationalpark, hvor vi får endnu en fantastisk naturoplevelse. Vi kører ca. 60 km gennem parken og får det ene fantastiske syn efter det andet. Parken har rigtig mange vandfald, 2 af disse er mellem verdens 10 største. Også turen fra parken byder på nogle flotte udsigter. Vi overnatter i en forstad til San Francisco.

Næste dag besøger vi denne store by, der ligger flot ved en stor bugt og har flere store broer, bl.a. Golden Gate Bridge, som vi også kører over. Vi kører rundt i byens stejle gader og besøger havnen. Vi overnatter syd for byen i en lille hyggelig havneby, Monterey, hvor mange fra San Francisco holder weekend. Herfra kører vi ad Seventeen Mile Drive, en 27 km lang privat vej gennem millionærernes paradis. Den sidste del af vor tur foregår på Pacific Coast Highway, landvej nr.1, der følger kysten det meste af vejen. En flot vejstrækning med en fantastik natur. Vejen løber langs klipper med udsigt til en flot klippekyst. Vi gør holdt på et klippefremspring, hvor man med det blotte øje kan se delfiner og ”udblæsning” fra hvaler. Dagens højdepunkt er dog at se mere end 1000 søelefanter, der er søgt op på stranden for at føde deres unger. Det føles stærkt at stå sammen med mere end 1000 andre mennesker blot få meter fra disse dyr, som man normalt ikke ser.
Efter et eftermiddagsbesøg i ”danskerbyen” Solvang, hvor stort set alle navne er danske og husene er kopier af danske huse, overnatter vi i en nærliggende by Lompoc.

Vi kører videre ad Pacific Coast Highway via Santa Barbara, en flot by med hvide huse i spansk byggestil til storbyen Los Angeles. Byen er virkelig stor, den har 18 millioner indbyggere. Vi vælger at aflægge besøg i Beverly Hills, hvor vi spiser vor frokost, samt at køre gennem Hollywood-området, hvor vi lige spadserer lidt på Walk of Fame på Hollywood Boulevard med sine 2500 bronze-stjerner. Vi overnatter igen ved kysten nu i Long Beach, inden vi næste dag fortsætter ad kystvejen til San Diego, en flot storby ved havet.  Der bliver vi de sidste dage inden hjemrejsen. Vi besøger bl.a. Old Town med historiske bygninger fra perioden 1821-72, Seaport Village med stemning som en gammel havneby og Gaslamp Quarter med smukke gaslampegadelygter.

Vi har haft en helt fantastisk tur, vi har set så mange flotte landskaber. Pga. tidspunktet på året har det været lidt køligt ind imellem, men til gengæld har der ikke været så mange turister, og vi har haft mulighed for at køre på veje i nationalparkerne, hvor turister ikke selv må køre om sommeren. At vi så har kunnet nyde godt af ”vinterudsalg” på hotelprisen er jo også værd at bemærke. Vi kan absolut anbefale andre at udforske denne del af verden.

 

| Svar

Nyeste kommentarer

06.08 | 12:18

Dejligt at I endelig er på farten igen.

23.07 | 17:22

Kære begge
Sikke en herlig tur. Fuld af arbejde og gode oplevelser. Det må være skønt at komme tilbage og tilmed møde gamle venner.

23.07 | 15:07

Forsat god tur

21.06 | 18:24

Ser hyggeligt ud 🍷😎
Kh Susanne