Frem og tilbage ad Canal du Centre og lidt mere.

 

 
Frem og tilbage ad Canal du Centre samt et par dages sejlads på Le Canal Lateral du Loire.
 
Dezice tirsdag 16. juni
 
Vi tilbragte 5 dage i havnen i Chalon sur Saone. Vi besøgte igen den gode fiskerestaurant Le Poison Bleu i restaurationsgaden, den er ejet af et svensk/fransk ægtepar, så vi får hver gang talt lidt skandinavisk. Vi havde dem også ombord på båden lørdag eftermiddag, da de besøgte havnen i forbindelse med havnefesten. 
Havnefesten, der blev afholdt lørdag og søndag, er et stort anlagt arrangement, noget større end Fritid på Vandet i Præstø. Mange både er pyntet op, vi fik også en EU- flagline, så Fun var også pyntet op. I dagtimerne sejler havnens fastliggere ture med byens beboere for et meget rimeligt beløb, så der er hele tiden kø ved landgangsbroen. Der er også mulighed for at prøve vandscotere, vandski mm, ligesom der er salgsboder med lækkert sejlertøj mm samt salg af fastfood og drikkevarer. Lørdag aften blev der spillet rigtig god 60'er musik af et superdygtigt band. At solen skinnende begge dage gjorde også sit til, at vi kunne nyde det hele i 1. parket fra agterdækket.
 
Mandag påbegyndte vi så sejlturen på Canal du Centre. Kanalen er ret snæver, 2 både kan lige passere hinanden, og der er  61 sluser, der dog er halvautomatiske, idet de styres af en slusevagt, der sætter dem igang kædevis. Vi sejlede turen på 3 sejldage, den ene dag med 28 sluser. Vi gjorde holdt en enkelt nat i en lille by St. Leger, men blev i den noget større by Monceau les Mines 2 dage. Her er der 3 broer over kanalen, de skal hæves, for at man kan komme ud fra havnen. Vi havde aftalt tid til kl. 9, men da tid i Frankrig kan være et åbent begreb, måtte vi vente en halv time sammen med en anden båd, inden der skete noget. Da vi sejlede den modsatte retning på kanalen i 2012 havde vi regnfuldt og køligt vejr, i år havde vi solskin hele vejen, så vi kunne rigtig nyde den skønne natur. Kanalen slutter i Digoin, hvor Hanne "passede" båden i 14 dage i 2012, da Boe måtte rejse hjem til Danmark, så vi kender byen godt og nøjedes nu med en enkelt overnatning og et besøg på vor "stamrestaurant" Le Canalou
 
Næste morgen sejlede vi videre mod Dezice, vor første franske vinterhavn. Inden slusen sejlede vi igen på den flotte, lange kanalbro over Loiredalen. Igen havde vi flot vejr og en fin sejlads. Her på "Lateralen" er sluserne gammeldags og bemandede, så vi måtte vente 1/2 time ved den første sluse, og vi lå fortøjet i en sluse under slusevagtens middagspause. Natten tilbragte vi ved et lille gratis liggested sammen med ca. 30 autocampister. Der var dog ikke meget liv på pladsen, da regnen satte ind først på aftenen og fortsatte det meste af natten. Næste dag havde vi en uproblematisk og solbeskinnet  sejltur videre til Dezice. Her var vi så heldige, at vor "gamle" franske naboer fra den første vinter lå på deres gamle plads, så vi kunne fortøje som naboer til dem, og Boe kunne få sig en længere snak på engelsk med manden, konen taler kun fransk og var på besøg på en anden båd. Vi kunne iøvrigt glæde os over, at kvaliteten og renligheden her i havnen er lige så fin, som da vi lå her. Ud over de  feriehuse, der var bygget ved havnebassinet, har man netop færdiggjort flere samt lavet udstillingsbygninger, markedshal mm og alt ser rigtig fint ud. Vi havde egentlig besluttet at sejle i dag tirsdag, men en vejrudsigt med regnbyger har udskudt sejladsen til i morgen, hvor der loves fuld sol igen. I aftes oplevede vi her i havnen noget af den kraftigste styrtregn, vi har været i i de senere år.Vi vender så skuden for denne gang for at "parkere" båden i Corre, når vi den 9. juli tager en afstikker hjem til Danmark.
 
Onsdag den 24. juni
 
Endnu en solrig sommerdag, og vi er tilbage i havnen i Chalon sur Saone efter en tur frem og tilbage herfra til Dezice ca 375 km og ialt 154 slusninger. Undervejs gjorde vi et 2 dages ophold først i Digoin og derefter weekendophold i Monceau les Mines, hvor vi var så "heldige", at denne by sammen med mange andre i Frankrig fejrede "Musikkens dag" både lørdag og søndag med rigtig mange scener rundt i byen og musik af mange forskellige kategorier. Vi lå i havnen med kun 50 meter til den ene scene og 100 til en anden, så vi fik 2 koncerter på samme tid, en i hvert øre! Søndag formiddag blev der afviklet et optaktscykelløb til Tour de France i og omkring  byen. Da opløbsstrækningen var lige ved havnen, kunne vi nyde løbsspeakerens højtalerstemme hele formiddagen.
 
Da vi var heldige sammen med et hollandsk ægtepar i deres båd at komme i første "slusebølge",  nåede vi de sidste 46 sluser på 2 dage, og vi var heldige her at få anvist de absolut sidste 2 pladser i en ellers fuldt belagt havn med mange gæstesejlere og heraf mange lejebåde. Vi nød begge dage en kølig rosevin ved ankomsten til havnen sammen med hollænderne, der var søde mennesker og kompetente sejlere. De er i dag sejlet videre mod Holland. Vi har lidt luft i programmet, så vi bliver her nogle dage. Da der i dag er startet udsalg i hele Frankrig,  har Hanne også tid til at aflægge besøg i nogle af sine favoritbutikker, og mon ikke også Boe får handlet lidt. 
 
Vi må lige bemærke, at vi her i Frankrig har haft solskin og dejligt sommervejr stort set hver dag, vi forventer at tage lidt af sommeren med i bagagen til Danmark den 9. juli, så kan vi jo bringe den tilbage til Frankrig, når vi atter drager sydpå.
 
Dette bliver nok det sidste rejsebrev i denne omgang, men vi forventer at vende tilbage med lidt nyt i august.
 

| Svar

Nyeste kommentarer

06.08 | 12:18

Dejligt at I endelig er på farten igen.

23.07 | 17:22

Kære begge
Sikke en herlig tur. Fuld af arbejde og gode oplevelser. Det må være skønt at komme tilbage og tilmed møde gamle venner.

23.07 | 15:07

Forsat god tur

21.06 | 18:24

Ser hyggeligt ud 🍷😎
Kh Susanne